Dansk Kennel Klubs bestyrelse
DKKs bestyrelse består af 7 medlemmer, tre repræsenterende jagthunderacerne, en repræsenterende brugshunderacerne og tre repræsenterende de øvrige racer. Bestyrelsen vælges ved urafstemning blandt alle DKKs medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 4 år ad gangen.
Hvert andet år i december nummeret af medlemsbladet HUNDEN (næste gang i december 2008) præsenteres de kandidater, som stiller op til valget. I samme nummer er der en stemmeseddel og en kuvert, så man kan indsende sin stemme til DKKs revisor, som optæller stemmerne. DKK opfordrer medlemmerne til at sætte sig ind i kandidaternes synspunkter og til at benytte stemmesedlen.
Selv om medlemmerne af bestyrelsen kan henføres til h.h.v. jagthunde, brugshunde og øvrige racer, så har alle medlemmer af bestyrelsen et samlet ansvar for hele DKK. Bestyrelsen er ansvarlig for klubbens ledelse og drift og træffer afgørelse i alle sager, som ikke er henlagt til repræsentantskab eller urafstemning. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, en næstformand og en kasserer.