Spørgsmål:
Jeg sender hermed en kopi af stamtavlen på min hund. Er det linieavl eller indavl ? Hvor går grænsen, og kan man få stambogsført hvad som helst i DKK.
Tævehvalpen, som kun er 7 måneder, er allerede blevet opereret for navlebrok. Den har også skæve tænder, og min dyrlæge har mistanke om at hun har Wobblers syndrom. I det tilfælde at diagnosen lyder på Wobbler, hvad vil der så ske med forældredyrene og dens kuldsøskende. Får de avlsforbud eller hvad ? Jeg kan oplyse at hunden er købt til udstilling og avlsbrug, men er det hensigtsmæssigt med den stambog og med alle de ting hunden har fejlet indtil nu ?
Svar:
Definitionen på begrebet indavl er "Avl med individer der er nærmere beslægtede en racens gennemsnit" (altså tættere beslægtet end to tilfældigt udvalgte hunde af samme race). Linieavl er " Parring af dyr på en sådan måde at afkommet bliver beslægtet med en bestemt fælles ane". Al linieavl er derfor også indavl og der er ingen grund til at skelne skarpt mellem de to begreber. Der er ingen tvivl om at indavl har været benyttet ved dannelsen af de fleste hunderacer. Man avlede på beslægtede individer for at fastholde den ønskede type, og vidste nok ikke så meget om de negative konsekvenser. I dag ved vi, at der er mindst tre gode grunde til at fraråde tæt indavl: For det første øger det risikoen for sygdom. Alle individer indeholder et vist antal defekte gener, men fordi der findes to kopier af hvert gen kommer defekten først frem i lyset hvis et individ modtager to defekte kopier – et fra sin far og et fra sin mor. Hvis far og mor er beslægtede er sandsynligheden for at de bærer rundt på identiske defektgener større. For det andet nedsætter indavl den genetiske variation i racen. For det tredje vil længere tids indavl medføre en såkaldt indavlsdepression, der betyder at frugtbarhed og livskraft generelt nedsættes.
Hvor går grænsen spørger du. Indavl er ikke omfattet af DKKs stambogsføringsregler, men er en del af DKK's etiske regler der er udtryk for hvad DKK opfatter som "god opdrætterskik". Om indavl hedder det at: "Parring mellem individer tættere beslægtet end fætter-kusine bør undgås". Fætter-kusine parringer giver en indavlsgrad hos afkommet på 6.25%. Indavlsgraden på din hund ligger tæt på 20%, og det nærmer sig helsøskende parringer, eller parring mellem forældre og afkom. Så tæt indavl er altså uønsket i henhold til de etiske regler.
I HUNDENS brevkasse fra august skrev jeg om Wobblers syndrom. Der er sandsynligvis en række arvelige faktorer der har betydning for udvikling af sygdommen, men en præcis arvegang er ikke fundet. Bl.a. derfor kan og skal der ikke automatisk ske noget med forældre eller kuldsøskende fordi din hund får stillet diagnosen Wobbler. Hos andre racer – f.eks. labrador – nedlægges der automatisk avlsforbud på forældrene hvis en hund får konstateret den arvelige øjensygdom PRA. Dette kan blandt andet lade sig gøre fordi nye tilfælde af sygdommen registreres i DKK og fordi arvegangen er velkendt. Desværre er dette ikke gældende for Wobblers syndrom. Noget andet er at: "Både opdrætter og hanhundeejer bør følge afkommets udvikling til voksne hunde og derudfra løbende revurdere deres avlsdyr" – dette er også en passus fra DKK's etiske regler. Bliver man som opdrætter bekendt med at der findes arvelige defekter hos afkommet, så skal man naturligvis selv være ansvarlig nok til at trække forældredyrene ud af avl. DKK tilbyder nu en opdrætteruddannelse hvor der blandt andet undervises i basal genetik og i håndtering af arvelige sygdomme, og den kan jeg anbefale også til helt nye opdrættere der står og skal i gang.
Endelig spørger du om det er forsvarligt at bruge din hund til avl. Hvis det viser sig at hunden har Wobbler vil jeg bestemt fraråde avl på den. De skæve tænder og navlebrokken er mindre fejl, hvis hunden i øvrigt er fysisk og mentalt velfungerende. Jeg ville naturligvis vælge en avlspartner der er fuldstændig ubeslægtet med din hund.
