Spørgsmål:
Vores islandske fårehund Orri Askas døde den 20. Januar af en rottegift-forgiftning – 1 år gammel. Vi spørger da, hvordan kunne dette ske ? Den går altid i snor når den går tur, og den færdes ellers kun i en indelukket have. Én nat, nemlig nytårsnat, var den i en hunde- og kattepension, ellers har den hele tiden været under vores opsyn.
Gennem teknisk forvaltning har vi kontaktet Materielgården, som udlægger gift i kommunen. De står uforstående overfor forgiftningen, da vejledningen siger at en hund skal indtage 75 gram rottegift pr. kilo legemsvægt for at dø af det. Der er tale om forgiftede hvedekorn, men der er ikke lagt gift ud af kommunen i nærheden af vores hus. Vi spørger da, kender Dansk Kennel Klub til andre rottegift forgiftninger af hunde, hvor almindeligt er det ? Eller kan en hund også have – eller få – en blødersygdom á la mennesket, der gør at den pludselig dør af det.
Chokket og tabet af vores dejlige hund er vi ikke kommet over, og vi søger stadig efter svar.
Svar:
Det føles altid urimeligt at miste en hund der er så ung. Det er mit indtryk at kommunerne generelt er meget omhyggelige med at udlægge rottegift så andre dyr ikke kan komme til det. Nogen egentlig opgørelse over hyppigheden af eventuelle forgiftninger hos hunde har jeg dog ikke. Dødsfald som følge af forgiftning med rottegift skyldes udbredte blødninger i blandt andet de indre organer. Jeg kan ikke afgøre om rottegift var årsagen til netop jeres hunds død, men jeg kan prøve at forklare lidt om mulige årsager til at blødninger kan opstå hos hunde.
Koagulation af blod er en kompliceret mekanisme der kræver aktivitet af 12 såkaldte koagulations faktorer, der benævnes med romertallene I til XII. Mindst 4 af disse faktorer er afhængige af vitamin K for at kunne fungere. Når et af hovedsymptomerne på forgiftning med rottegift er blødninger, er det fordi det aktive stof i giften forhindrer vitamin K i at aktivere koagulationsfaktorerne.
Blandt mennesker findes der flere blødersygdomme, hvor den forøgede blødningstendens skyldes mangel på en af de 12 koagulationsfaktorer. Hunde har også disse lidelser, med Hæmofili A og von Willebrands sygdom som de to mest almindelige. Begge lidelser er arvelige. Hæmofili A nedarves recessivt, og er bundet til X-kromosomet. Det ses derfor hyppigst hos hanhunde fordi de kun har ét X-kromoso. Tævehunde har to X-kromosomer, og hvis bare det ene af dem er normalt – uden hæmofili-genet - vil hunden ikke blive syg. Von Willebrand er en mildere blødersygdom, og regnes for at være den hyppigste hos hund. Nedarvningen er vigende hos nogle racer og dominant, men med ufuldstændig penetrans (gennemslagskraft) hos andre. Der er udviklet en DNA-test for von Willebrands sygdom for nogle af de disponerede racer.
I Danmark har hæmofili A tidligere især været et problem blandt Schæferhunde, mens von Willebrands sygdom blandt andet ses hos Dobermann og den hollandske Kooikerhondje.
Islandsk fårehund er- så vidt jeg ved - ikke en af de racer der normalt lider af arvelige blødersygdomme.
Udbredte blødninger i de indre organer kan også ses ved visse sygdomme i immunsystemet, i knoglemarven eller i leveren, hvor hovedparten af koagulationsfaktorerne produceres.
Blodets evne til at koagulere er en af de komplicerede processer der foregår i kroppen, og som vi næppe skænker mange tanker så længe alt fungerer som det skal. Hvis systemet sættes helt eller delvist ud af kraft er det imidlertid meget alvorligt, og kan desværre ofte medføre døden for hunden – uanset den primære årsag til den svigtende koagulation.
