DKK adresser   Det mener DKK   Bliv medlem   Køb af hund   Avl & opdræt   Uddannelse   Aktiviteter   Udstilling  
 
Værd at vide   Links   Hundens bedste ven   Regler & blanketter   Sitemap   Sundhed   Nyheder/presse   Shop  
Søg
Send til en ven    Print          English   

Allergi 

Spørgsmål:
Jeg har en dejlig langhåret schæfertæve på 2 år. I januar begyndte hun at slikke sine poter og ligesom gnave i dem. Jeg tog til dyrlægen, der gav mig noget lyserødt pulver som poterne skulle bades i 2 x dagligt i en uge. Samtidig fik hun en binyrebarkhormon sprøjte. En måned senere begyndte bideriet igen, og hun har nu fået en behandling mere. Min dyrlæge mener, at hun er allergisk enten overfor uldtæpper, husstøvmider eller menneskeskæl. Vi bor i et helt nyt fuldmuret hus, lufter ud dagligt, støvsuger 2 x ugentligt – MEN har uldtæppe i stuen. Skal hun virkelig have den sprøjte hver måned (er der bivirkninger ?) eller er løsningen at fjerne uldtæppet i stuen og lægge trægulv ? Hun er i hundegård 4-5 timer dagligt.

Svar:
I princippet kan hunden komme i kontakt med allergene stoffer på tre måder: Den kan indånde dem (inhalationsallergi), den kan spise dem (foderallergi) og den kan være i fysisk kontakt med dem (kontaktallergi). Kontaktallergi viser sig ofte netop det sted på kroppen, der er i kontakt med materialet. I tilfældet med tæppet vil det være poter, samt undersiden af kroppen og hagen hvis hunde også ligger meget på tæppet.

Inhalationsallergier giver – mærkeligt nok - også symptomer fra huden, og det kan blandt andet også vise sig på poterne. Schæfer er en af de racer der hyppigst får inhalationsallergi, så før I rydder stuen og lægger trægulv, vil jeg nok anbefale at I får foretaget en allergitest af hunden, med henblik på at afklare forholdene lidt mere. Allergitests kan udføres som en priktest (for inhalationsallergi) eller som en lappetest (for kontaktallergi).

Der benyttes en række standard stoffer til disse tests, og de dækker det meste. Desværre giver en allergitest ikke altid et entydigt resultat, men i jeres tilfælde synes jeg det er værd at prøve. Jeg synes I skal starte med at få lavet en priktest, eventuelt kombineret med en måling af antistoffer i blodet overfor specifikke allergifremkaldende stoffer. Lappeprøven ville jeg vente med, til I kender resultatet af priktesten. Hunden må ikke have været behandlet med binyrebarkhormon de sidste 4-6 uger (afhængig af midlet) før en allergitest. Forhåbentlig kan I få bugt med poteslikkeriet hvis I finder ud af hvad det er jeres hund ikke kan tåle. Det er dog desværre ikke altid muligt, og så kommer behandling med binyrebarkhormoner på tale. Binyrebarkhormon kan reducere symptomerne, men det helbreder ikke allergien.

Alligevel kan det være nødvendigt med denne symptombehandling f.eks. for at bryde en ond cirkel hvor hunden slikker sig fordi det kløer, hvorefter huden bliver mere rød og irriteret, så kløer det endnu mere og så videre.

Binyrebarkhormon er særdeles effektivt til at kontrollere kløe og allergi, men det har også en række bivirkninger. Stoffet virker f.eks. generelt hæmmende på immunforsvaret, og det påvirker også hudens evne til at hele sår. Prøv derfor på at finde årsagen til at jeres hund slikker og bider sig i poterne – det er ikke ønskværdigt at hunden skal have en indsprøjtning med binyrebarkhormon hver eneste måned.

 

Dyrlæge Peter von Rosen Vange