Spørgsmål:
I løbet af sommeren hører man ind i mellem, at man ikke må bade her og der på grund af alger i vandet. Man får fortalt, at algerne kan være giftige for mennesker og dyr, men hvor alvorligt skal man tage det? Er alger virkelig så giftige at man skal holde sin hund væk fra vand netop på den årstid hvor hunden har mest fornøjelse af en svømmetur?
Svar:
Allerførst ; Man bør så afgjort tage algevarsler MEGET alvorligt. Alger kan være giftige og såfremt en hund indtager alger sammen med vand – ved svømning eller ved at drikke vandet – risikerer den en forgiftning, som i værste fald kan være livstruende.
I danske farvande findes der ca. 200 forskellige alger hvoraf omkring 20 arter producerer stoffer, som kan være giftige. Den gruppe af alger der oftest fokuseres på når man taler giftige alger er blågrønalger også kaldet cyanobakterier. Blågrønalgerne producerer flere forskellige former for gift, der under ét benævnes cyanogiftstoffer. De bedst undersøgte af disse cyanogiftstoffer er nerve- og levergifte, men blågrønalgerne producerer også andre typer af gift.
Når man i Danmark hører om opblomstninger af giftige alger er der oftest tale om blågrønalgen
ved navn Nodularia spumigena. Nodularia spumigena producerer levergiftstoffet nodularin, som kan give blødninger i leveren og i mavetarmkanalen. Det er netop denne alges giftstof, som tidligere har medført dødsfald blandt husdyr, herunder hunde. Hvor alvorligt en forgiftning med nodularin forløber afhænger naturligvis af koncentrationen af alger i vandet.
Netop koncentrationen af alger overvåges da også nøje af myndighederne. Således undersøger Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og amterne regelmæssigt hvilke og hvor mange alger, der er på en række stationer i forskellige danske havområder. Disse undersøgelser er en del af det nationale overvågningsprogram NOVA 2003 (Nationalt program for Overvågning af Vandmiljøet 1998-2003). Endvidere foretager amterne også målinger af alger på mere regionalt plan.
Kombinationen af høje vandtemperaturer og stille vejr disponerer for de såkaldte algeopblomstringer, som derfor ses især i månederne juli, august og september. Under sådanne opblomstringer breder algerne sig nærmest eksplosivt i et vandområde. Ved en af de seneste voldsomme algeopblomstringer nemlig i 1997 blev der ved Hundige i Køge Bugt observeret næsten 2 millioner tråde per liter havvand, hvilket er en uhyre høj algekoncentration.
Når man i et givet vandområde har for høje algekoncentrationer er det, at DMU udsender algevarsler. Og som allerede nævnt er det noget man skal tage alvorligt. Hverken hunde, mennesker eller andre dyr bør drikke af eller svømme i vand hvor der er forekommer blågrønalger. I den forbindelse bør man være opmærksom på, at opblomstring af giftige alger ikke kun forekommer i saltvand. Det kan lige så vel forekomme i ferskvand, altså også i den lille sø eller vandhul hvor man plejer at lade sin hund svømme. Udsendes der algevarsler er det derfor en god ide at være opmærksom på, om også vandet i ens lokale vandhul er plumret og uigennemsigtigt. Er det tilfældet, så lad være med at lade hunden komme til vandet før det igen ser normalt ud.
Selv små koncentrationer af giftige alger kan i øvrigt medføre gener. Det er flere gange rapporteret at mennesker som har badet i vand hvor der har været beherskede mængder af Nodularia har været generet af klø og anden hudirritation, eller efterfølgende har haft mavesmerter. Der er derfor grund til at antage at også hunde – selv ved mindre koncentrationer af Nodularia – kan pådrage sig ubehagelige følgelidelser af svømmeturen.
Er det alligevel gået galt og ens hund har været i nærkontakt med algeholdigt vand skal man skynde sig til dyrlægen. Desværre findes der ikke en decideret modgift som dyrlægen kan give sådan en hund, hvorfor behandlingen primært vil være understøttende. Udsigten til helbredelse er fuldstændig afhængig af, hvor voldsomt forgiftet hunden er. Nogle hunde kan være så kraftigt påvirket, at de dør meget hurtigt efter at have været i kontakt med algegiften. Overlever hunden de første par døgn efter at have indtaget algeholdigt vand bør prognosen imidlertid være god. Man ved dog, - fra laboratorieforsøg - at giftstoffet nodularin kan fremme dannelsen af kræftceller, hvorfor hunden muligvis kan risikere på et senere tidspunkt at udvikle kræft som et resultat af algeforgiftningen. Der er således alt mulig grund til at holde sig fra vandområder med blågrønalger og – som allerede nævnt to gange før - til at tage DMU´s algevarsler endog meget alvorligt.