DKK adresser   Det mener DKK   Bliv medlem   Køb af hund   Avl & opdræt   Uddannelse   Aktiviteter   Udstilling  
 
Værd at vide   Links   Hundens bedste ven   Regler & blanketter   Sitemap   Sundhed   Nyheder/presse   Shop  
Søg
Send til en ven    Print          English   

Hvorfor spiser hunden afføring? 

Spørgsmål:
Jeg har en knap 7 mdr. gammel papillon hvalp, som spiser sin egen og andre hundes afføring. Hunden finder det tilsyneladende også delikat at spise harelort. Jeg finder det imidlertid ikke særlig lækkert – faktisk er det ret ulækkert! Hvorfor gør nogle hunde dette? Hvad kan jeg gøre for at undgå det?

Når hvalpen spiser går det også meget stærkt. Han får tørfoder, kalktabletter, kødben, gulerødder og andre ting til at gnave i. Ofte får han maden i den gale hals, hvorefter han hoster og sprutter. Og tilmed får han ofte hikke. Hvalpen er ormebehandlet efter reglerne, men kan det have noget at gøre med at han spiser harelort? Er risikoen større for at få orm, når han spiser harelort?

Svar:
! Vi kan godt forstå, du synes det er ulækkert – men det er faktisk forholdsvis almindeligt at hunde spiser egen og/eller andres afføring.

Der er en skrøne at hunde spiser afføring fordi de mangler specifikke næringsstoffer i maden. Hvis hunden får et godt tørfoder, skulle den være dækket ind, det er faktisk ikke engang nødvendigt at give den kalktabletter. Der kan være fysiske årsager, som f.eks. en dårligt fungerende bugspytkirtel, men oftest er det almindelig hundeadfærd, som vi mennesker blot finder meget utiltalende, altså det vi mennesker betegner som en dårlig vane. Adfærden ses nogle gange hos understimulerede hunde, der går i hundegård. Man gætter på, at vanen i den situation hænger sammen med kedsomhed.

I nogle sammenhænge er det dog meget hensigtsmæssigt for hunde at spise afføring. Når tæven har små hvalpe rengør hun dem og spiser i den forbindelse hvalpenes afføring. Muligvis fordi "hulen" skal holdes ren og fordi andre rovdyr (i naturen) ikke skal får unødig færd af hvalpenes tilstedeværelse. Når hvalpene, i tre ugers alderen, begynder at bevæge sig uden for hulen, hvor de også begynder at besørge, ophører denne adfærd imidlertid.

Med hensyn til din hund, så vil det være en god idé at få ham undersøgt af din dyrlæge, for at udelukke at der ligger nogle helbredsmæssige årsager bag adfærden. Du kan eventuelt samtidig få undersøgt en afføringsprøve fra hunden, for at se om hvalpen har indvoldsorm. Hikke kan godt være et tegn på at hunden har orm, men hvis den har fået orm, er det ikke fra harerne. Den er snarere blevet smittet ved at spise sin egen eller andre hundes afføring.

Du god chance for at få rettet op på hundens uvane, da hunden er ung. Her følger nogle råd, der plejer at virke:
1. Opdel hundens madration og giv den mad flere gange om dagen. Det vil bevirke at den er mindre sulten og måske mister interessen for at se sig om efter andet spiseligt.
2. Sørg for at holde hunden under opsyn når den er i haven eller andre steder, hvor den kunne finde på at spise lort. Hold den evt. i lang line og sig meget bestemt "Nej!", hvis den viser interesse for afføring.
3. Sørg for at fjerne hundens afføring straks den besørger.
4. Tal eventuelt med din dyrlæge om sideløbende at give hunden nogle tabletter indeholdende monosodium glutamat. Tabletterne gives sammen med maden. Tabletterne vil forårsage, at afføringen efterfølgende får en - selv for hunden – meget grim smag. Denne behandling virker dog bedst på hunde der ikke har udvist adfærden længe.

Du omtaler også, at din hund spiser meget hurtigt og tiltider forsluger sig. Dette kan også afhjælpes:
1. Sørg for at du fodrer din hund den rigtige mængde i forhold til alder og aktivitet.
2. Opdel rationen og giv hunden mad flere gange om dagen.
3. Lad hunden søge efter det meste af hans tørfoder på græsplænen eller indenfor. Eller du kan komme maden i en bustercube eller aktiveringsbold. Det vil forhindre han i at spise for hurtigt, og istedet lade ham bruge sine sanser hensigtsmæssigt, og det gør ham både mæt og mentalt træt. Mange hunde har stor glæde af at "arbejde for føden" på denne måde.
4. Endelig kan du også lægge store glatte sten ned i madskålen – oven på foderet – således at han skal spise "udenom" stenene. Stenene skal naturligvis være så forholdsmæssigt store, at hunden på ingen måde kan komme til at sluge dem.