?
Der er truffet beslutning om, at vores hund skal kastreres på grund af dominans. Vi har nu netop læst i en avis, at der findes nogle nye kunstige testikler, som dyrlægen kan indsætte i pungen efter kastrationen. Vi synes om ideen, men er blevet lidt i tvivl, om det nu er klogt. Hvad synes DKK om disse kunstige testikler, og hvad vil I anbefale ?
!
DKK har også læst og hørt om disse ”nye” muligheder for implantater hos hanhunde. I mange år har der været lavet tilsvarende kreative tiltag på området for kunstige testikler, så derfor er selve ideen ikke helt ukendt.
Det er efter DKK’s mening helt urimeligt og uetisk at udstyre kastrerede hunde med testikelimplantater, hvis eneste formål er at tilfredsstille en ejers personificering af sin hund. Én ting er helt sikker, nemlig at hunden selv er totalt ligeglad med, om der efter en kastration indlægges implantater i pungen. Det kan derfor kun være et lidt suspekt ønske fra ejerens side om at kamuflere tilstanden med de manglende testikler, der begrunder ønsket om implantater.
Endnu mere uetisk bliver det, såfremt man kunne finde på at benytte implantaterne hos kryptorchide hanhunde, hvor den ene eller begge testikler ikke er nedsunket til pungen. Der findes sågar historier om at hunde er blevet udstillet og pludselig har fået konstateret tre (!) testikler i pungen…………….(der må jo så have været tale om en kryptorchid hund, hvor tilstanden er blevet forsøgt skjult med et implantat, hvorefter den manglende testikel på naturlig vis senere er sunket ned i pungen).
DKK kan frygte, at useriøse opdrættere her eller i udlandet kunne anspores af en økonomisk eller prestigemæssig fordel ved at vælge disse implantater til kastrerede eller kryptorchide hunde. Dette må vi tage skarpt afstand fra ! Ligeledes vil DKK sætte stort spørgsmål ved det overordnede etiske spørgsmål der ligger i overhovedet at bruge sådanne kosmetiske implantater til hunde, når den eneste begrundelse for brug af disse skal findes i ejerens tankegang og ikke i et konkret fysisk behov hos hunden.
Vi vil anbefale dyrlægeforeningen at tage stilling til det etiske og faglige problem, der ligger i, at danske dyrlæger medvirker til kosmetiske operationer, hvis formål kun kan være at skjule en fysisk mangel hos hunden. At denne mangel skjules for andre hundeejere og hundekøbere ved hjælp af implantater, kan kun give anledning til kedelige sager om forsøg på at skjule en fejl eller mangel på salgstidspunktet med det formål at opnå en gevinst for sælger. Tænk blot på problemet med en dyrt indkøbt avlshan (måske endda fra udlandet), som så viser sig at lide af en med implantat skjult kryptorchisme eller måske er kastreret på en eller begge testikler.
Disse problemer kan vi vist alle frygte for, og DKK har muligheden for via udstillingsdommer-udvalget at forsøge at medvirke til, at hunde med implantater findes og afvises på vores udstillinger. Dette vil dog kræve en ret grundig uddannelse af dommerne på netop dette område, og det bliver derfor en politisk beslutning i DKK, hvorvidt dette skal iværksættes. Tiden må vise, om det bliver nødvendigt, eller om hundeejere og dyrlæger med deres sunde fornuft vil tage afstand fra disse unødvendige implantater.
Som I sikkert kan læse ud af ovenstående, vil DKK stærkt fraråde, at I vælger at udstyre Jeres hund med implantater efter en kastration. Hunden vil med garanti fungere helt fint uden denne kosmetiske overflødighed.