DKK adresser   Det mener DKK   Bliv medlem   Køb af hund   Avl & opdræt   Uddannelse   Aktiviteter   Udstilling  
 
Værd at vide   Links   Hundens bedste ven   Regler & blanketter   Sitemap   Sundhed   Nyheder/presse   Shop  
Søg
Send til en ven    Print          English   

Anafylaktisk shock 

?
Vi har haft en kedelig oplevelse i forbindelse med vaccination af vores hvalp, som vi gerne vil høre Jeres mening omkring.
Da vores westie hvalp var 12 uger, blev hun vaccineret første gang hos dyrlægen. Alt var fint og godt indtil ca 5 minutter efter selve vaccinationen. Hunden faldt nærmest om på gulvet efter at have tisset og kastet op. Dyrlægen virkede ret nervøs og gav nogle indsprøjtninger direkte i blodåren på forbenet. Lidt efter begyndte vores hund at komme til sig selv igen, og efter ca en time tog vi hjem igen.
Dyrlægen fortalte, at der var tale om en sjælden form for overfølsomhed overfor vaccinen, som hunden åbenbart ikke kunne tåle. Kendes dette problem fra andre, og hvad skal vi gøre fremover, hvis vores hund skal vaccineres ?  Er det farligt for hunden ?
Vi vil jo gerne sikre hende med vaccinationer, som vi altid har gjort med vores hunde, men nu er vi blevet i tvivl, om det er en god ide at lade være ?

 

!
Din hund har været udsat for en SJÆLDEN akut overfølsomheds-reaktion overfor vaccinen. Man kalder det også for et anafylaktisk shock, og der kan rent faktisk være tale om en livstruende tilstand, hvor hunden kan dø, såfremt dyrlægen ikke griber ind med hurtig behandling. Jeg kan godt forstå, at dyrlægen har virket nervøs eller stresset, da det absolut ikke er nogen rar oplevelse at stå med en ellers sund og rask hvalp, der risikerer at dø på undersøgelsesbordet. I min egen praksis har jeg oplevet sådan en situation 3 gange på 15 år, og heldigvis overlevede de tre hunde med akut terapi, men det kan være svært som dyrlæge at skulle forklare en klient, at de rent faktisk kunne have mistet deres hund.

Et anafylaktisk shock opstår som en følge af en akut overfølsomhedsreaktion overfor indholdsstoffer i vaccinen. Dette kan være enten selve de aktive sygdomsantigener eller kemiske forbindelse i opløsningsvæsken fra vaccinen. I blodet findes nogle celler, der hedder mastceller, og disse kan på deres overflade ”genkende” en af de omtalte kemiske forbindelser fra vaccinen. Når og hvis (!) denne ”genkendelse” finder sted, vil mastcellerne frigøre nogle kraftigt virkende stoffer til hundens blodkredsløb. Disse stoffer kaldes vasoaktive aminer, og de har en meget hurtigvirkende og drastisk effekt på hundens kredsløb, når de frigives i store mængder ved et anafylaktisk shock.

De små blodkar udvider sig, hvorved blodtrykket falder, pulsen stiger, slimhinderne bliver blege, vejrtrækningen øges, pulsen bliver svag og hunden ender med at besvime eller blive bevidstløs. Samtidig ses ofte opkast og afgang af urin og afføring samt måske kramper.
Denne type shock kan også ses efter blodtransfusion eller indgift af medicin samt ved insekt stik.

Hurtig behandling er som sagt vigtig for at redde hundens liv. Der gives ilt på maske og adrenalin direkte i en blodåre, hvilket får de små blodkar til at trække sig sammen og blodtrykket til at stige. Derefter gives store doser binyrebarkhormon for at bremse overfølsomhedsreaktionen og væske i form af drop for at stabilisere kredsløbet.

Som hovedregel vil en sådan hurtig akut behandling få hunden over krisen, og den skal da observeres i nogen tid bagefter for at sikre, at kredsløbet forbliver stabilt. Der ses sjældent nogen varige problemer eller langtids skader, når det akutte forløb er vel overstået.

Tilbage bliver at forebygge, at hunden en anden gang udsættes for samme reaktion !

Samme fabrikat af vaccine må ikke frem over gives til hunden. Derimod kan man godt vaccinere igen med en vaccine af et andet fabrikat, da selv små kemiske forskelle i vaccinen eller opløsningsmidlet, som der ses fra fabrikat til fabrikat, kan hindre at der udløses en overfølsomhedsreaktion næste gang hunden skal vaccineres. Jeg vil derfor ikke tilråde, at du helt undlader at vaccinere din hund fremover. Blot skal din dyrlæge vælge et andet fabrikat af vaccine og holde meget grundigt øje med hunde i minutterne efter vaccinationen. Hvis der udløses et anafylaktisk shock, vil det ALTID ske i de første få minutter efter selve indsprøjtningen. Det er derfor, det er så vigtigt, at hunden altid bliver på klinikken i 5-10 minutter efter selve indsprøjtningen, så den kan observeres for eventuelle allergiske reaktioner. Dette gælder for øvrigt også, når vi mennesker bliver vaccineret.

Det er også vigtigt at understrege, at risikoen for at udvikle et anafylaktisk shock efter en vaccination er MEGET lille, og denne lille risiko opvejes lagt af de fordele, der trods alt er forbundet med en korrekt og dækkende vaccination af hunden. Der i hvert fald ingen grund til at undlade at vaccinere sin hund med begrundelse i risiko for overfølsomhedsreaktioner.

Noget helt andet er, at det selvfølgelig er af stor betydning hvor vaccinationen udføres. Man kan ikke lade være med at tænke den tanke, at din hund nok ikke havde overlevet, hvis den var blevet vaccineret hjemme hos dig selv. Hvis dyrlægen ikke råder over klinikfaciliteter og det nødvendige udstyr og medicin til akut behandling, vil risikoen være stor for at en patient med anafylaktisk shock ikke overlever. Derfor bør noget så simpelt som en vaccination principielt altid foregå på en dyreklinik og ikke hjemme på køkkenbordet.

Efter en episode som den her nævnte, skal dyrlægen desuden altid indberette hændelsen som en bivirkning af et medicinsk præparat til Lægemiddelstyrelsen, der opsamler alle data omkring bivirkninger på landsplan. Dette er en sikkerhed for, at der kan gribes ind, hvis et præparat gentagne gange udsætter patienten for en unødig bivirkning.

 

 

Dyrlæge Peter von Rosen Vange