DKK adresser   Det mener DKK   Bliv medlem   Køb af hund   Avl & opdræt   Uddannelse   Aktiviteter   Udstilling  
 
Værd at vide   Links   Hundens bedste ven   Regler & blanketter   Sitemap   Sundhed   Nyheder/presse   Shop  
Søg
Send til en ven    Print          English   

spolorm 

?
Min hvalp har fået ormekur og havde tilsyneladende en del spolorm. Da vi har små børn, vil jeg spørge, om der er nogen fare for smitte eller andre problemer, som vi skal være opmærksomme på ?  Kan mennesker blive syge af hundens orm ?

!
Hundens spolorm opdeles i to arter Toxocara Canis og Toxascaris leonina, hvoraf det er den første, der har størst betydning.

Især hvalpe og unge hunde angribes og kan få symptomer som magerhed, let hoste, tykke maver og tør kedelig pels. I ekstreme tilfælde kan tarmpassagen lukkes af bundter af orm. Voksne hunde kan have orm i tarmkanalen men har sjældent nogen symptomer herpå.

Stor ormebelastning ses især i kenneler og steder med tæt bestand af hunde, hvor smittepresset med æg til omgivelserne er stort, og hvor der er avlsdyr med hvalpe. Sjovt nok findes der generelt færre orm hos steriliserede tæver end hos hunde generelt.

Hvalpene smittes enten med ormelarver via tævens mælkekirtel/mælk eller med ormeæg fra omgivelserne. Disse æg klækkes i tarmen og vandrer som larver via leveren til lungerne og luftrøret, hvorfra de hostes op og synkes til maven. I tyndtarmen udvikles larverne til voksne orm. Ormene i tarmen medfører nedbrydning af tarmtrevlerne og kan resultere i nedsat optagelse af næring fra tarmen. Fra hunden smittes, og indtil de voksne orm i tarmen udskiller æg via afføringen, går der ca. 2,5 uge.

Diagnosen stilles ved undersøgelse af afføring for tilstedeværelse af ormeæg, hvorefter ormene let fjernes med en ormekur.

Behandling og forebyggelse består primært i god hygiejne i hundeholdet samt normal personlig hygiejne med håndvask ofte. Drægtige tæver gives ormekur sidst i drægtigheden og hvalpene + tæven behandles 2-3 gange (gerne 3 og 7 uger gamle) efter forskriften på det enkelte ormemiddel.

Du spørger, om orm kan være af sundhedsmæssig betydning for mennesker, og hertil må jeg desværre svare ja, da netop Toxocara Canis kan give sygdom hos især børn under 11 år.

Børn og voksne kan smittes med ormeæg fra jord og direkte fra hundens pels og ”overflade” især området omkring endetarmen. Også uvaskede grøntsager udgør en smittekilde. Som noget helt nyt er der kommet en undersøgelse, der viser, at det er nok bare at røre hundens pels, da 25 % af hundene har flere æg i pelsen end i selve afføringen. Dette er nyt, idet vi altid har ment, at der ikke var risiko for smitte til mennesker ved almindelig omgang med hunden, og at der skulle kontakt med afføring eller jord til for at blive smittet.

Netop børn rører jo bare ved hundens pels uden at vaske hænder bagefter, og det er jo især børn, der er i risiko for at blive syge.
Hos mennesker kan ormelarverne vandre i kroppen og give symptomer som feber, utilpashed, mavesmerter og hoste. Der er også mulighed for at ormelarver kan vandre til øjet, hvor de kan give betændelsesreaktion/rødme, nedsat syn og i værste fald blindhed.

Ormelarverne kan ikke udvikles til voksne kønsmodne orm i mennesker, og de bliver oftest indkapslet i de væv, hvori vandringen slutter.
I USA bliver hvert år 10000 mennesker smittet, hvoraf de fleste er børn under 12 år.
Konklusionen er derfor, at der er meget stor grund til at holde en god hygiejne omkring sin hund og lære børn at vaske hænder efter kontakt med hunden og dens afføring. Sørg for at fjerne al afføring efter hunden, især hvis man har køkkenhave. Giv hvalpe og drægtige tæver planlagt ormekur og spørg dyrlægen til råd, hvis der er mistanke om orm hos voksne hunde.

 
Dyrlæge Peter von Rosen Vange