!

Problemer med analkirtlerne er ret almindeligt hos hunde og giver ofte anledning til besøg hos dyrlægen, hvor der som regel udføres en effektiv behandling, der løser problemet. Dog ses hos enkelte hunde gentagne problemer med analkirtlerne til gene for både hund og ejer.

 

Analkirtlerne er to små ”poser” på størrelse med ærter, der sidder på begge sider af endetarms-åbningen positionen klokken 4 og 8. De udmunder med en ret snæver kanal til overgangen mellem hud og slimhinde. I kirtlerne produceres og oplagres et stærkt lugtende sekret, der normalt udtømmes sammen med afføringen med det formål at identificere hunden som individ i et territorium. Hos normalt fungerende hunde sker udtømningen i forbindelse med afføring og har en kommunikerende effekt over for andre hunde.

Kirtlerne kan også udtømmes i forbindelse med frygt, utryghed eller panik, hvor ringmusklen omkring anus strammes og trykker sekretet ud. Det er denne mekanisme, der giver anledning til den karakteristiske lugt, som man af og til oplever hos skræmte eller tilskadekomne hunde.

 

Tilstoppede analkirtler.

En tilstopning af analkirtlerne ses relativt hyppigt i situationer hvor udførselskanalerne er forsnævrede. Tilstanden kan også skyldes at sekretet bliver meget tørt og tyktflydende eller at afføringen er for blød (ved diarre) til at trykke på kirtlerne ved passage forbi ringmusklen.

Når analkirtlerne ikke tømmes normalt, vil det medføre ubehag for hunden i form af slikning i området, pludselig sætten sig på halen, køre enden hen ad gulvet (køre slæde), rastløshed og generel uro. I meget slemme tilfælde kan hunden vise modvilje til at gå og rejse sig.

Behandlingen er ganske enkelt at dyrlægen med en finger indført i endetarmen udklemmer indholdet i analkirtlen. Dette skal ofte gentages med kortere eller længere intervaller, og enkelte hundeejere kan lære at gøre det selv. Ellers må man til dyrlægen jævnligt. Et godt alternativ hertil kan være en operation, hvor begge kirtler fjernes. Hermed er problemet løst permanent, og operationen indebærer ikke nogen gener for hunden, når først sårene (meget små) er helet. I meget sjældne tilfælde er der dog beskrevet problemer med at holde på afføring, men dette er så sjældent, at det ikke bør afholde hundeejeren fra at vælge operation, da hundens generelle livskvalitet forbedres væsentligt uden de konstante gener fra analkirtlerne.

Skyldes tilstopningen en tendens til diarre, må man sammen med dyrlægen overveje hundens kost og måske prøve med en diæt.

 

Infektion i analkirtler.

Som et resultat af en manglende tømning, som nænt ovenfor, kan der opstå infektion med bakterier i analkirtlerne. I værste fald kan der opstå en byld i en analkirtel med opbrud til hudoverfladen ved siden af anus. Infektion eller byld vil foruden de tidligere nævnte symptomer på tilstoppede kirtler medføre mere alvorlige symptomer såsom smerter, aggressivitet, pusflåd, feber og halthed. Så snart der går hul på bylden vil de værste smerter dog hurtigt aftage.

Ved infektion gives antibiotika som tablet behandling og evt. kan kirtlerne også skylles med en desinficerende eller antibiotikaholdig opløsning. Bylder skal tømmes og dræneres, hvilket kan kræve narcose p.g.a smerterne. Der gives antibiotika indtil bylden er ophelet og i starten kan gives smertestillende behandling. Når bylden er helet og lukket helt, skal det checkes, om analkirtlen fungerer normalt med mulighed for tømning via udførselskanalen, da dette er en betingelse for at hindre bylden i at komme igen.

Ved tilbagefald eller mangelfuld funktion anbefales en kirurgisk løsning som nævnt under tilstopning af kirtlerne. Dette afhjælper problemet permanent.

 

Svulster.

Der kan i sjældne tilfælde opstå svulster i analkirtlerne, og dette kræver kirurgisk indgriben på et så tidligt stadium som muligt. Desværre kan svulster i dette område ofte være ondartede, og derfor er det vigtigt at reagere i hurtigt, hvis man som hundeejer ser forandringer i huden, eller hvis hundens viser symptomer svarende til forstoppede kirtler.

 

Analkirtlerne kan også medinddrages i andre sygdomme, der berører området ved endetarmen. Dette kan f.eks. være furunkulose (dyb betændelse i hårsække), fistler, svulst af talgkirtler (perianalkirtler).

 

Konklusionen er kort sagt, at det er ligeså vigtigt, at man som hundeejer dagligt holder ligeså meget øje med hundes ”bagende” som med tænder, ører og øjne i ”forenden”.