Spørgsmål:
"Prognosen er dårlig. Jeg synes vi skal aflive hende." Sådan omtrent sagde vagtdyrlægen, da jeg oprevet stod i dyreklinikken med min 10-årige skottehund, Tini.

Det hele var startet med at Tini fra det ene øjeblik til det andet opførte sig meget underligt og skræmmende. Pludselig hørte jeg tumulter fra hundekurven, og op ad væggen sidder eller snarere ligger Tini og forsøger at komme på højkant. Jeg tager Tini op. Hun spjætter og spræller. Hovedet hænger helt til siden. Tungen er langt ude af halsen, og øjnene kører rundt i hovedet på hende. Den er helt, helt gal.

Jeg kan næsten ikke holde hende, mens jeg prøver at finde ud af hvilken dyrlæge der har vagten. Så jeg sætter hende fra mig på køkkengulvet, hvor hun halvt liggende desperat prøver at komme op at stå. Men hun kan ikke, og tumler blot rundt.

Og da vi stod på klinikken var det altså så, at dyrlægen foreslog at Tini blev aflivet. Men at aflive Tini, det kunne jeg ikke sådan rumme. En time forinden havde hunden været sund og rask, og det var kun tre dage siden at vi havde fejret hendes 10 års fødselsdag.

Så var det at jeg fik overtalt dyrlægen til, at vi da også kunne prøve at give hende en chance. Noget tøvende gik dyrlægen med til dette, og vi blev trods alt enige om at give hende en chance.

Gæt hvem der ikke sov den nat, og næste morgen var det med bævende hjerte at jeg ringede til dyrlægen.

Glad blev jeg da beskeden lød, at Tini havde det meget bedre og at jeg kunne hente hende. De følgende dage var Tini meget træt, og stadig en smule svimmel, men intet i forhold til som hun havde haft det den aften hun blev syg.

Nøjagtig to uger senere blev Tini bedste skotteveteran med CK i Herning. Om eftermiddagen var hun i store ring. Frisk som en havørn og mere agil end længe. Tini var simpelthen blevet som ny, og ellers havde jeg naturligvis heller ikke vist hende frem i Herning. Ingen ville tro på at Tini 14 dage forinden nær var blevet aflivet. Så godt havde hun det.

På dyrlægens regning stod der følgende diagnose: "Obs. Blodprop/vestibulært syndrom. Når jeg fortæller historien bliver mange hundeejere vældig forskrækkede. Nogle kan genkende noget deres hund også har lidt af, men ingen har nogensinde hørt om vestibulært syndrom.

Historien om Tini kunne være endt meget sørgeligt, men fik da heldigvis en lykkelig udgang.

For at forhindre, at andre lader deres hund aflive uden grund synes jeg det ville være en god ide, hvis DKK´s veterinærkonsulent skrev i HUNDEN om sygdommen.

Svar:
Det såkaldte vestibulære syndrom er en lidelse, der opstår når det vestibulære system ikke fungerer optimalt. Det vestibulære system er lokaliseret til det indre øre.

Et hundeøre starter (udefra) med øregangen, så er der en trommehinde bag hvilken man finder mellemøret, og først helt inde bag mellemøret har man det indre øre. Meget simpelt beskrevet består det indre øre af en række gange, som indbyrdes er forbundet med hinanden. Disse gange er fyldt med væske, og desuden sidder der i visse dele af gangene bittesmå fimrehår. Når hunden bevæger hovedet bevæger vædsken i det indre øres gange sig også, hvilket sætter fimrehårene i bevægelse.

Fimrehårenes bevægelser aktiverer særlige følenerver, som igen sender besked om hundens bevægelser til hjernenerve nummer otte, kaldet Vestibulocochlearis. Hjernenerven sender derpå beskeden videre til særlige vestibulære kerneområder i hjernen. Disse kerneområder bearbejder de modtagne indtryk og sørger for at hunden bevæger sig normalt. Det vestibulære system er med andre ord ansvarlig for at hunden kan holde balancen og bevæge sig normalt.

Lidelser i det vestibulære system medfører derfor, at visse balance-mæssige funktioner i større eller mindre grad forstyrres.

Symptomer
De typiske symptomer på vestibulært syndrom er således skæv hovedholdning, udtalt slingerhed med en tilbøjelighed til at gå i cirkler, og ufrivillige øjenbevægelser, hvor øjnene bogstaveligt talt "kører rundt i hovedet på hunden".

De fleste hundeejere bliver forståeligt nok meget oprevede og nervøse, hvis deres hund pludselig udviser en sådan adfærd. Ikke mindst da symptomerne kan opstå fra det ene øjeblik til det andet, og kan se meget voldsomme ud.

To slags vestibulært syndrom
Når man taler om vestibulært syndrom er det imidlertid meget vigtigt at fastslå om syndromet er af central eller perifer art. Ikke mindst da såvel behandling, som prognose, altså udsigten til at hunden kommer sig helt, er meget forskellig afhængig af hvilken slags vestibulært syndrom det måtte dreje sig om.

Ved et såkaldt centralt vestibulært syndrom skal årsagen til symptomerne findes i sygdom i selve hjernen, mens et perifert vestibulært syndrom skyldes en lidelse i det indre øre.

Generelt er det perifere vestibulære syndrom langt det almindeligste af de to syndromer, og heldigvis for det. Prognosen er nemlig særdeles god ved et perifert vestibulært syndrom, mens prognosen kan være meget dårlig hvis det drejer sig om et centralt vestibulært syndrom.

Ufrivillige øjenbevægelser – nystagmus
Der er flere forskellige ting dyrlægen kan undersøge for at afgøre om hunden lider af et centralt vestibulært syndrom eller et perifert vestibulært syndrom.

En af de afgørende forskelle er faktisk måden hvorpå hunden bevæger øjnene. Uanset arten af vestibulært syndrom medfører lidelsen nemlig, at hunden har en række ufrivillige, og hurtige, øjenbevægelser. Disse ufrivillige øjenbevægelser kaldes nystagmus og ses altid hos en hund, der er ramt af vestibulært syndrom.

Hos en hund med et perifert vestibulært er nystagmus horisontal, (kan dog også være roterende) det vil sige at øjnene hele tiden bevæger sig fra side til side.

Nystagmus har en langsom fase, - øjnene bevæger sig lidt langsommere - til den ene side og en hurtigere fase – når øjnene skal bevæge sig "tilbage" igen - til den anden side. Ved perifert vestibulært syndrom er den hurtige fase rettet mod den raske side af hundens hoved, og altså modsat dét indre øre som er ramt af det vestibulære syndrom. Samtidig påvirkes nystagmus ved det perifere vestibulære syndrom ikke af hvordan hunden holder sit hoved.

Uanset om dyrlægen løfter hundens hoved op eller ned, drejer det til den ene eller den anden side er nystagmus upåvirket, det vil sige de ufrivillige øjenbevægelser er hele tiden de samme fra side til side. Dette gælder ikke for et central vestibulært syndrom, hvor nystagmus ændrer sig alt efter hvilken position hundens hovedet holdes i, såkaldt positionel nystagmus.

Hvorfor får hunde et perifert vestibulært syndrom?
Som allerede nævnt er det perifere vestibulære syndrom det almindeligste af de to muligheder, og faktisk er det en ikke helt sjælden lidelse hos hunde. Der kan dog være flere forskellige årsager til at en hund rammes af et perifert vestibulært syndrom. Eksempelvis kan en betændelsestilstand i mellemøret eller i det indre øre udløse et vestibulært syndrom. Dyrlægens undersøgelse må afgøre om det er noget sådan der ligger til grund for de vestibulære problemer.

Imidlertid kan det vestibulære syndrom også være hvad man kalder idiopatisk, hvilket vil sige at man simpelthen ikke kender årsagen til lidelsen. Især ældre hunde kan pludselig rammes af et idiopatisk vestibulært syndrom med alle de dertil hørende ubehagelige symptomer.

Er der tale om et perifert vestibulært syndrom bør man imidlertid slå koldt vand i blodet, for prognosen er god. Hunden skal nok komme sig.

Senilt vestibulært syndrom
Det senile vestibulære syndrom er stort set altid perifert, og udsigterne til at hunden bliver helt rask igen er derfor særdeles gode.

De meget voldsomme symptomer, hvor hunden tumler rundt og øjnene kører, er altid overstået indenfor omkring 24 timer. Herefter kan der være nogle dage hvor hunden er træt og lidt uoplagt, og der bør selvfølgelig holdes ekstra øje med den i denne periode. Nogle hunde kan dog også have en lidt skæv hovedholdning et godt stykke tid efter selve "anfaldet". Den skæve hovedholdning vil dog som regel gradvis blive mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde.

Behandling
Selve behandlingen af hunden består primært i ro, og nogle dyrlæger vælger endvidere at give binyrebarkhormon. I det akutte forløb, altså der hvor hunden har de kraftige symptomer, er det vigtigt at sørge for at hunden ikke påfører sig selv skade ved at falde – omkuld eller ind i vægge, møbler og lign. I den fase bør hunden være under nøje opsyn og helst ligge blødt og i ro. Det bedste er naturligvis om ejeren kan være hos sin hund. Husk på, hunden ved ikke hvad der sker med den og er ofte selv forskrækket og bange – simpelthen fordi den ikke forstår hvad der foregår. Det skal understreges, at hunden jo nemlig, også i lidelsens akutte fase, er ved fuld bevidsthed.

Ca. 25% af patienterne vil endvidere have kvalme og kan også, især indenfor de første 24 timer, kaste op. Det er derfor fornuftigt at behandle hunden - via indsprøjtning - med et kvalmestillende middel. Hos nogle hunde kan kvalmen vare adskillige dage, hvilket medfører at hunden har ulyst til at spise. Da især ældre hunde ikke har godt af længere perioder uden mad, er det derfor vigtig at man vedvarende giver hunden noget mod kvalme, og får den i gang med at spise igen.

Ikke livstruende
Slutteligt skal det fastslås, at skønt den akutte fase af et perifert vestibulært syndrom kan se endog meget uhyggeligt ud, så er lidelsen under ingen omstændigheder livstruende. Patienter med et perifert vestibulært syndrom kommer sig, ifølge alle lærebøger, altid fuldstændig. Faktisk er prognosen ved denne lidelse så god, at kommer patienten sig ikke, ja så må man revurdere sin diagnose. For så er det nemlig ikke – stadigt ifølge adskillige veterinære lærebøger – et perifert vestibulært syndrom patienten lider af.